mandag den 4. juni 2012

Strø-tanker på en junidag


Tænk en gang vi skriver nu allerede juni måned, tiden er på en gang fløjet afsted og har stået HELT stille de sidste seks måneder - vi har været fyldt af angst, sorg, fortvivlelse,desperation - men også håb, glæde og uendelig taknemmelighed.

Idag skal ældstesønnen for første gang prøve at klare en hel skoledag til kl 13.30...

Men bare det at han er i skole og har det godt, må være et af verdens syv vidundere...vi oplever det i alle tilfælde som et af livets mirakler. Det er nu små 2 1/2 måned siden han blev opereret, fik fjernet "svampen" som han kaldte det...Landets dygtigste børneneurokirurg Niels Sunde, fik med uoverstigelig dygtighed fjernet den blødende karmisdannelse i ældstesønnens hjerne - vi håber på fortsat ro fra de resterende 17 af slagsen.

Han lider formentlig af en sjælden genfejl - venter stadig på endeligt svar, genmaterialet er en tur i USA - men alt tyder på cerebrale cavernøse malformationer...som min mor også er opereret for, og som jeg desværre også har en enkelt af. Så længe karmisdannelserne holder sig i ro, er der fred og ingen fare...man kan såmænd leve et helt liv med disse uden at opdage det. Hos ældstesønnen her, var det desværre ikke tilfældet.

Når jeg tænker på, hvor syg han var for blot få måneder siden, må jeg ind i mellem knibe mig i armen, for at tro på hvor godt det faktisk går. Han er fuldstændig fri af den voldsomme epilepsi, hans energiniveau nærmer sig normalen, han udtrættes dog pludselig, så det kan være en svær balence. Hans koncentration kræver også stadig lidt genoptræning,- men ellers er han bare en glad dreng, der klør på med livet igen. Hans kommentar dagen efter operationen var: " Så mor, nu er jeg sat på play igen...".

Det hele er faktisk gået så godt, at hvor vi nok mest havde lyst til at campere lige bag Skejby Sygehus for nogle måneder siden...så går sommerferien nu to uger til det varme Spanien.

Det svært helt at sætte ord på det overarbejde vores følelsesregister har været gennem de sidste mange måneder...som jo også lige inkluderede en flytning....men det der står tilbage er dyb taknemmelighed, til hvem eller hvad der holdt hånden over os, vores søn, vores familie...taknemmelighed overfor de læger og sygeplejersker som førte os sikkert gennem dette mareridt...taknemmelighed overfor alle der har tænkt på os, og været der ikke bare 100% men 110%.

Uden alt dette, hver en tanke, hvert et ord, hvert et kram, hver en handling,- havde vi ikke stået her endnu, med benene på jorden, som dem vi så er nu...en sammentømret lille familie på fire...der måtte føje endnu et af de hårde kapitler til vores livshistorie - men trods alt en god historie. Så TAK til alle jer, der har været og er del af vores livshistorie.