
Er nødt til at dele denne fine lille
artikel samt tanker om slankekure/vægttab/egenomsorg.
For nøjagtigt et halvt år siden i disse dage, skete der noget forunderligt...som en sammensværgelse eller sammenfald af indtryk, tanker og følelser, fandt jeg pludselig den længe savnede motivation til at starte et vægttab. Kiloene havde langsomt sneget sig på efter flere graviditeter og perioder med langvarig stress, troede næsten de var groet fast. Et var, at jeg rent psykisk ikke ligefrem elskede den buttede krop, men kunne også mærke hvordan min krop led under usundheden og overvægten - så jeg var klar, nu skulle det ske....Men hvordan...
Jeg satte en dato for hvornår rejsen skulle starte,- og det skal siges at min umiddelbare motivation og fokus var på kiloene, at der så kom så mange andre fantastiske og uventede gevinster, må siges at være en gave - TIL MIG SELV...
# For overhovedet at få et overblik og en struktur, var jeg i starten nødt til at tælle kalorier, her brugte jeg et super smart system på nettet -
www.madlog.dk# Derudover var princippet - INGEN sukker, INGEN hvide kulhydrater (pasta, ris, kartofler, brød mm), max 1 stykke frugt for også at minimere frugtsukker.
# Derimod kunne jeg svælge i alskens grønt, nødder, frø, bønner, bær, kød, proteinrige mejeri- og soya-produkter.
Havde nogen foreslået en sådan menu endnu et halvt år tidligere, havde jeg ikke troet det var muligt. Jeg var dog top-motiveret, og havde troen på at det skulle lykkes denne gang - hvis jeg skulle redde min krop og mig selv....så var det nu. Jeg forberedte mig selv på en svær og hård proces, fuld af afsavn, fravalg og "lidelser". Hvad jeg ikke var forberedt på, var at gik ganske anderledes - istedet for FRAVALG kom det til at handle om TILVALG,- afsavn og lidelser udeblev, derimod oplevede jeg VELVÆRE og ENERGI.
De første 14 dage kunne jeg næsten flyve, i takt med kroppens "afgiftning" for bla sukker, steg energi- og overskudsniveau til uanede højder. Følte det som en stor tung "sukker-kappe", der blev løftet af mit hoved og skuldre,- følte en ukendt lethed i kroppen og så pludselig verden i et "klarere lys". Disse gevinster blev herefter min største motivations-faktor - jeg glædede mig over mit langsomme vægttab, men VELVÆRET var min drivkraft.
Det der startede som en regulær slankekur, blev istedet til en livsstil-ændring og kostomlægning - i takt med kroppens afgiftning steg min nysgerrighed endnu mere, om hvad det er maden gør for os - de skadelige og de gavnlige effekter. Pludselig var jeg i stand til at mærke madens virkning på kroppen - en lang rejse er begyndt - og er indtil videre resulteret i et vægttab på 20 kg, velvære, glæde og nydelse over alskens sunde lækkerier.
Føler blot jeg har løftet en lille flig, af al den viden og erfaring der ligger derude og venter.... min søgen efter alverdens visdomsord, har bragt mig vidt omkring,- men har især været inspireret af disse skønne piger som -
Caroline Fibæk (forfatter til artiklen øverst) og
Thorbjørg Hafsteinsdottir, der både byder på velsmag og velbegrundede teorier.
Håber dette indlæg kan inspirere, og sætte lidt tanker igang om hvad sundhed er for dig. Håber også det viser at intet er umuligt, for den der bærer viljen i hjertet, for det skal komme fra hjertet...det skal være en følelse - en følelse af at man bare ikke kan lade være. Følelsen af at det er noget godt du gør for dig selv, det er ikke en straf....det er egenomsorg i yderste forstand - gør det af kærlighed til livet, dig selv og din familie.