
Idag er en mærkedag,- en mærkelig mærkedag....
Idag er det 10 år siden at verden ændrede sig for altid.
Idag er det 10 år siden jeg blev mor for første gang.
Idag er det 10 år jeg fødte vores længe ventede lille Emma.
Idag er det 10 år siden at vores lille datter skulle se verdens lys for første gang - men lyset var allerede slukket - hun nåede det ikke - for livet for vores lille Emma var forbi, før det endnu var begyndt...
Idag er det 10 år siden....jeg kunne blive ved - dagen står stadig skarpt i neon, omend den har fundet en mere rolig plads i mit hjerte...jeg husker hver en detalje, hvert et sagt eller usagt ord - jeg mindes med grædende hjerte, hvor jeg nu må bære min lille datter.
Jeg husker hvordan jeg sad ved lægen,- det var ren rutine, så han ord forplantede sig ikke,- da han sagde "jeg kan ikke rigtig finde nogen hjertelyd" - mente naivt jeg bare kunne tage cyklen ud til Skejby sygehus, han fik mig dog overtalt til en taxa. Husker chaufførens intetsigende snak om cyklisternes og bussernes kørsel,- som jeg i choktilstand deltog i uden tanke på, hvad der skulle komme inden for den næste tid. Husker sygeplejerskens alvorlige ansigt, da hun hellere måtte have en læge forbi også.....husker hvordan tiden stod stille og mit skrig flænsede luften, da lægen efter endnu en scanning, måtte meddele " der er ingen hjerteaktivitet, jeres lille pige lever ikke mere...". Husker den 50 timers lange fødsel, hvor min krop og mit sind ikke ville give slip, og håbede til det sidste - husker den altædende smerte ud i hver en celle af min krop,- af savn og sorg. Husker en lang og svær tid - men mindes nu med et helet, men arret hjerte tabet af vores første barn, den lange drøm der brast.
Min lille Emma lyser nu som den klareste, funklende stjerne på himlen,- og bor trygt og varmt i mit hjerte...