onsdag den 1. december 2010

Dagens jule-aktivitet


Så er det min sidste feriedag - som nu endelig kan nydes nogenlunde smertefrit,- efter to lange og dyre tandlægebesøg denne uge...

Drengene kommer tidligt hjem fra skole idag, og så skal der bages pebernødder og honningkagefigurer...den glade julestemning sniger sig langsomt ind på familien, trods en tandlægeregning, der åd det meste af julebudgettet...

tirsdag den 30. november 2010

Glædelig december


Så blev det 1.december - en måned fyldt med hygge, spænding og forventning,- der dog ofte kan ende med at blive både presset, stresset og trættende....Så HUSK nu, kun at yde, det du kan nyde, du når kun det, du når, og det største forventningspres kommer fra dig selv - så sæt tempoet ned, giv plads til glæden og vær fælles om en hyggelige december.

mandag den 29. november 2010

Tøsetur og pakker


Frosten bider godt i kinderne udenfor,- og sneen ligger tykt over landet. Idag skal bedsteveninden og jeg på tøse-hygge-shoppetur, vi skulle have været i en tur til Århus (Sønderborg-Århus), men tør ikke trodse sneen længere op end Kolding og Haderslev...det primære mål er hygge, og så er destinationen jo ikke så vigtig, selvom vi længe havde glædet os til lidt Århus-shopping.

Igår fik jeg sendt pakkekalender afsted til min mor - i aften skal der så pakkes til svigermor - og til ungernes julesok...og måske lidt til manden også...

Hav en dejlig vinterdag - nu er det snart december og bedre rammer kan man vel ikke ønske sig.

fredag den 26. november 2010

Advents-forberedelser


Babushka julemanden står og troner i vinduet,- resten af julepynten ligger spændt i kassen og venter på at blive taget frem, støvet af og få den rette plads...




Har lige købt Caroline Fibæks nye E-bog "RAW-cake, Magiske sunde julekager" , hvorfra denne skønne opskrift stammer - glæder mig allerede, til den skal laves på søndag.



Advents-kransen er en genganger fra sidste år - måske der kommer lidt mere pynt på henad vejen, lige nu hænger den bare og pryder i al sin enkelhed.

lørdag den 20. november 2010

Stjerne-søndag


Vil med disse stjerne stemnings-billeder vil jeg ønske alle en dejlig søndag. Inden længe går turen ud til børnenes skole, hvor der skal laves juledekorationer til næste uges julebazar. I eftermiddag sætter en intens indsats ind, for at blive færdig med alle bazar-hæklerierne og der skal laves/pakkes et par voksen-pakkekalendere til min mor og svigermor.

onsdag den 17. november 2010

Den lange ventetid...


Julefornemmelserne kribler efterhånden alle vegne - det kan snart ikke skjules, vi nærmer os 1. december... Har to drenge på 6 og 8 som lige nu NÆRLÆSER alle legetøjs-katalogerne og drømmer om den søde JULEMAND. De har startet nedtællingen til 1. december, og konstaterede til morgen, at de nu kun skulle sove 12 gange mere, inden JULESOKKEN hænges op til de små sokke-gaver. Ældstebarnet fortalte med julekys i øjnene, om alle sommerfuglene med små nissehuer, der flyver rundt og kilder i hans mave...det bliver en lang ventetid og forhåbentlig skøn og eventyrlig fuld af børne-fantasier.

tirsdag den 16. november 2010

Endnu en hitter...

Så kom den endelig, den tredje bog af Sif Orellana - er sikker på, den bliver lige så stort et hit som de forrige. Var heldig at få den i Bilka til 149,-....Nu er der dømt sofa og bog...:-))