Her er mit ynglingsbillede fra efterårsferien,- til venstre ses mine to drenge Mathias 5 år og Emil 7 år, ved siden af - til højre min bedste venindes børn Frederik på 7 år og Marie på 3 år....Især de to store er bare bedste venner.
At se min drenge vokse op,- og finde venner, måske venner for livet gør mig varm og glad indeni.. Min veninde har jeg kendt siden jeg var 5 år - er nu 38 - vi har fulgt hinanden gennem tykt og tyndt,- et venskab der varer for livet. Vi pjatter ind i mellem med hvordan vi skal sidde som 80 årige,- og tale om "dengang"... Det at have en veninde, som kender hele "historien", ens forældre, barndomshjemmet, en som man har delt både de gode og dårlige stunder i livet med - en man bare ved er der - for altid...det er guld værd. Sådanne venskaber, hvor begges liv er flettet ind i hinanden, er som et guldæg...det skal passes på, pudses og plejes - en gave man skal huske at værdsætte....Jeg kunne ikke undvære det.
Et herligt billede ! Det er smukt og dyrebart , at du og din veninde har det forhold/ venskab. Og fantastisk at jeres børn, nu også knytter bånd.
SvarSletJeg misunder dig virkelig disse tætte bånd, som du oplever gennem generationerne. Jeg har to veninder, som jeg så at sige har kendt hele livet, og den ene er faktisk gift med min fætter, som jeg også har tætte bånd til. Desværre bor de jo i DK, så vore børn får ikke de tætte bånd, som jeg skulle ønske. Jeg har nok også flyttet mig en del fra disse to gamle veninder. Det er ikke noget, jeg har ønsket - det skete bare. Jeg går ud fra, at det er en af bagdelene ved at flytte til udlandet?!
SvarSletFaktisk voksede vi op sammen i vestjylland, mine forældre blev skilt da jeg var 13 år,- og kort tid efter flyttede vi til nordjylland - Hobro sammen med min mor....langt hjemmefra. På den tid havde faderen ikke den store samkvemsret, så vi var kun "hjemme" hver 4. weekend. Men det var nok til at holde sammen, og båndene blev blot stærkere gennem teenageårene. Efter gymnasiet og en smuttur til Frankrig flyttede jeg sammen med min mand...i Århus. Et par år efter ville min veninde også til Århus sammen med sin kæreste, og skæbnen ville at vi kom til at bo 200 m fra hinanden, præcis som da vi var børn - senere da vi købte ejerlejligheder var det med samme afstand. Først i 2003 blev afstanden lidt længere, og i 2005 desværre temmelig lang - 200km. Men det er som om, vi er "vokset sammen",- og afstanden er da en kedelig faktor, men betyder ikke noget for vores venskab - ej heller børnenes.
SvarSletVi flyttede fra Århus til Sønderborg - som jo er ganske tæt på den tyske ganske grænse...og vi har da også mistet nogle venskaber på den konto, man skulle faktisk tro at vi boede i Tyskland,- der er i alle tilfælde en psykologisk grænse for hvor langt nogle vil køre...Så ja tror bestemt det må være svært at bevare nære venskaber når man bor i udlandet...:-((