tirsdag den 23. februar 2010

Tavshed er den værste medicin...


I sorgen er det værste man kan møde den larmende stilhed,- frygten for at tavsheden brydes af den sørgendes gråd og altoverskyggende sorg,- kan næsten gøre luften tyk som grød. Så for guds skyld møder du sorgen hos et andet menneske, da husk at stilhed er den værste medicin.
Man kan ikke gøre ondt værre, for den sørgende er ked af det, så ked af det at det gennemsyrer hver en celle og knogle i kroppen,- og det bliver ikke værre ved at spørge ind til, hvordan man har det. Desværre er vi mennesker rigtig dårlige til at håndtere andres sorg og smerte, og for at beskytte sig selv,- og af misforstået hensyntagen - spørger man ikke til sorgens årsag eller dybde. Så for guds skyld spørg eller vis du er der...hvis du tør.
Hvorfor nu dette forfærdelig triste indlæg - såmænd bare fordi jeg idag - IGEN - er blevet mindet om at livet er en gave, både det korte og det lange,- og det liv der end ikke nåede at begynde. Der er hver eneste dag mennesker, der møder deres livs sorg - og hvordan møder vi så dem...med åbenhed - håber jeg. Tavsheden, stilheden er mindst lige så smertefuld som selve sorgen.


8 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Jeg får helt lyst til, at læse dit indlæg her højt, til begravelsen på torsdag. For det er jo sådan det er: sig noget. Måske ikke meget, men sig og vis at du er der. Om så det er, at komme med en omgang aftensmad eller lign. Bare noget. Tavshed er bestemt ikke guld i alle henseender.

    Og på FB, hvor Gitte idag skrev at Mia ikke længere er her, så strømmer det jo ind med tanker til dem fra hendes venner. Men hvor får jeg lyst til, at give dem alle et nakkedrag. Tanker gør det jo ikke for dem. Det hjælper ikke en fløjtende fis. Det gør handling og ord face to face. Men jeg ser slet ikke en eneste der skriver: jeg er her for dig. For det er så svært for mange, at være i det. Men man SKAL. Vi andre kan gå hjem igen og være i vores familier, men de går hjem til ingenting. Det kan man ikke bare "hele" med en venlig og inderlig tanke. Man er nødt til at vise.

    Desværre er vi ikke uddannet i, at håndtere sorg - hverken vores egen eller andres. Men derfor kan man godt slå et slag for, at det blev sådan. Så tak for dit indlæg søde. Og tak fordi, at du er sådan en som du er. Der kan rumme når det ramler udenfor hos andre. Det mærkede jeg jo selv med Jacob.

    Og ja - vi vil GERNE snart komme til jer. Hvad er jeres planer for marts? Altså udover en fødselsdag for ældsten?

    Kram til dig og dine.

    SvarSlet
  3. Å ja...
    Det er utrolig vanskelig å skulle handtere sorg... Men jeg prøver å leve etter den gyldne regel: Du skal gjøre mot andre det du vilo at de skal gjøre mot dem....
    Det er slett ikke alltid jeg får det til... men det er et godt utgangspunkt!:)

    SvarSlet
  4. Du har ret. Det betyder så meget , at andre tør tale til een , når man er i sorg. Bare et par ord, der anerkender ens sorg- de betyder alverden.

    SvarSlet
  5. Jeg ved hvor vanskeligt det er at møde sorgen,- men jeg ved også,- hvor svært det er at stå i den...og især når man mødes med stilhed, tavshed og afstand - det skuffer, det sårer og det smerter langt ind i hjertet. Så bare et enkelt ord, et enkelt knus, et enkelt blik,- der viser at man ved, hvor meget sorgen fylder og skal have lov at fylde...Har man selv været der, skræmmer det selvklart ikke på samme måde - og man går stærkere ud af sorgen, omend måske med færre venner og bekendte,- kun med de tilbage, som turde være der...

    SvarSlet
  6. Man skulle næsten tro, at du havde læst sofia manning´s bog "hvad venter du egentlig på".. Det er så rørende rigtigt.. man skal ikke tage det for givet, livet.. tak for tænksomheden..

    SvarSlet
  7. Har ikke haft fornøjelsen af Sofia Mannings bog endnu...
    Tak for de søde ord - kan kun sige "hvad hjertet er fuldt af" - måtte bare lige have luft...

    SvarSlet
  8. Kære Camilla, det er så sandt. Jeg har på egen krop mærket den larmende tavshed fra alle mine kolleger, der jo må have vidst, hvor slemt det stod til, når nu det også er mundet ud i en fyring.
    Mor er ikke vred - mor er skuffet. Skuffet, fordi de ikke prøver at sætte sig ind i en andens sted. "Hvordan ville JEG have det, hvis ingen talte til mig??" Så lidt skal der til, for at man begriber, hvad man skal gøre.
    Tak for dit indlæg.

    KH Mette

    SvarSlet